Europæeren og Den Anden
I filosofiske undersøgelser af kolonialismen og i det hele taget vestens forhold til sin omverden er der en tradition for at benytte sig af diskursanalysen. En måde man kan opnå større forståelse af slaveriet og af vestens behandling af sorte er denne diskursive analysetradition, som undersøger europæernes ”produktion” af Den Anden, dvs. ikke-europæeren. Centralt i denne diskurs om vestens andethed, altså orienten, er dens karakter af absolut modsætning. En abolitionistisk pamflet siger således at ”negeren er et væsen, hvis natur og anlæg ikke blot er forskellig fra europæernes, men direkte modsat af dem. Venlighed og medfølelse vækker et ustyrligt og dødeligt had i hans bryst, mens slag, fornærmelser og misbrug medfører taknemmelighed, hengivenhed og urokkelig loyalitet”[1]. Grundlaget for den kristne civilisation og idéen om ”menneskelighed” - medfølelsen – negeres fuldstændig i Den Andens adfærd – han er et dyr, hvor europæeren er et menneske, han er natur, hvor europæeren er kultur, osv. Denne fortegnede diskurs om afrikanerne - afrikanerne som idé eller abstraktion og ikke som ligestillet del af menneskeracen - kan med rette siges at have tjent som legitimation for slavehandelen og andre europæiske undertrykkelsesprojekter.
En vigtig repræsentant for diskursanalysen af vesterlændinges italesættelse af andethed er Edward Said. Hans primære fokus var Mellemøsten og han var toneangivende indenfor den række af forskningsprojekter, der forsøgte at bevise, hvordan vestens billede af Orienten var en ideologisk konstruktion, man havde ”produceret” i et dialektisk forhold til Europa og derfor ikke et egentligt kulturelt område med sin egen selvstændige eksistens udenfor europæisk diskurs. Han skriver: ”Mit udgangspunkt har været, at Orienten ikke er et passivt faktum, at Orienten blev skabt – eller, som jeg kalder det, ”orientaliseret””. Orienten gøres ifølge Said til noget essentielt, altså noget tidløst, statisk og uforanderligt – Orienten bliver til én idé, der ikke kan ændre sig fordi den er bundet, ikke i virkeligheden, men i en europæisk fantasi. Samtidig homogeniseres orienten, orientalere er ens overalt, indere og iranere er den samme Anden. Der er visse forskelle, men essentielt er de anderledes fra europæeren. Said slår også fast at orientalismen findes af en grund – den er en diskurs, der tjener til at udbytte den ikke-europæiske del af verden, materielt og åndeligt.
Denne pointe om vestens ”produktion af andethed” føres videre hos Michael Hardt og Antonio Negri i ”Imperiet”, hvor de overfører den på kolonialismen og slaveriet. Negri og Hardt teoretiserer, at kolonialismen er et produkt af modernitetens krise – tabet af identitet overvindes gennem det, de i bogen kalder ”kolonialismens dialektik” – nemlig dialektikken mellem Europæeren og Den Anden. Gennem produktionen af den koloniserede verdens ”andethed” genskaber Europa sig selv: europæernes identitet, påstås det, opstår og specificeres i mødet med Den Anden. Den ikke-vestlige verden bliver til vestens absolutte modsætning og befolkningen og kulturerne i de koloniserede lande ses ikke som mere end en forlængelse af naturen. Civilisationen får dermed en undskyldning for at ekspandere hæmningsløst ud i andetheden, der alligevel blot er kaos og natur og med rette bør tæmmes i kulturens og Guds navn. Italesættelsen af afrikanere som ”Den Anden” var derfor vigtig både i skabelsen af europæisk selvidentitet, men også som undskyldning for økonomisk og handelsmæssig ekspansion ind i et kompliceret netværk af kulturelle forskelligheder, der i den europæiske diskurs blev til én homogen ”andethed”, et ufrugtbart område udenfor civilisationen, der kun ventede på europæerne. Italesættelsen af den ikke-europæiske verden som gudløs natur kan derfor siges at have legitimeret hæmningsløsheden og dermed også slaveriet.
[1] Imperiet, s. 127
En vigtig repræsentant for diskursanalysen af vesterlændinges italesættelse af andethed er Edward Said. Hans primære fokus var Mellemøsten og han var toneangivende indenfor den række af forskningsprojekter, der forsøgte at bevise, hvordan vestens billede af Orienten var en ideologisk konstruktion, man havde ”produceret” i et dialektisk forhold til Europa og derfor ikke et egentligt kulturelt område med sin egen selvstændige eksistens udenfor europæisk diskurs. Han skriver: ”Mit udgangspunkt har været, at Orienten ikke er et passivt faktum, at Orienten blev skabt – eller, som jeg kalder det, ”orientaliseret””. Orienten gøres ifølge Said til noget essentielt, altså noget tidløst, statisk og uforanderligt – Orienten bliver til én idé, der ikke kan ændre sig fordi den er bundet, ikke i virkeligheden, men i en europæisk fantasi. Samtidig homogeniseres orienten, orientalere er ens overalt, indere og iranere er den samme Anden. Der er visse forskelle, men essentielt er de anderledes fra europæeren. Said slår også fast at orientalismen findes af en grund – den er en diskurs, der tjener til at udbytte den ikke-europæiske del af verden, materielt og åndeligt.
Denne pointe om vestens ”produktion af andethed” føres videre hos Michael Hardt og Antonio Negri i ”Imperiet”, hvor de overfører den på kolonialismen og slaveriet. Negri og Hardt teoretiserer, at kolonialismen er et produkt af modernitetens krise – tabet af identitet overvindes gennem det, de i bogen kalder ”kolonialismens dialektik” – nemlig dialektikken mellem Europæeren og Den Anden. Gennem produktionen af den koloniserede verdens ”andethed” genskaber Europa sig selv: europæernes identitet, påstås det, opstår og specificeres i mødet med Den Anden. Den ikke-vestlige verden bliver til vestens absolutte modsætning og befolkningen og kulturerne i de koloniserede lande ses ikke som mere end en forlængelse af naturen. Civilisationen får dermed en undskyldning for at ekspandere hæmningsløst ud i andetheden, der alligevel blot er kaos og natur og med rette bør tæmmes i kulturens og Guds navn. Italesættelsen af afrikanere som ”Den Anden” var derfor vigtig både i skabelsen af europæisk selvidentitet, men også som undskyldning for økonomisk og handelsmæssig ekspansion ind i et kompliceret netværk af kulturelle forskelligheder, der i den europæiske diskurs blev til én homogen ”andethed”, et ufrugtbart område udenfor civilisationen, der kun ventede på europæerne. Italesættelsen af den ikke-europæiske verden som gudløs natur kan derfor siges at have legitimeret hæmningsløsheden og dermed også slaveriet.
[1] Imperiet, s. 127