Salget af øerne/den danske afkolonisering
Efter at have ejet øerne i over hundrede år, kunne man i 1800-tallet se tegn på et skrantende samfund. St. Croix indtægtskilde nummer et, rørsukker, var ved at blive udkonkurreret af det nye roesukker. Derudover levede hoveddelen af befolkningen, efterkommerne af slaverne, under usle forhold, da plantagerne stadig var ejet af de hvide. Et andet tegn på den omfattende fattigdom, som øerne var ramt af, kan man se i børnedødeligheden – 41 børn ud af 100 døde[1].
Ud over at være ejet af Danmark, havde øerne ikke noget tilhørsforhold til Danmark. Man snakkede engelsk, den katolske kirke var dominerende – og hvis man ville have en uddannelse, tog man til USA.
I 1864 så man det første tegn på, at Danmark ikke var interesseret i ejerskab af øerne længere. Efter at have tabt den 2. slesvigske krig, ville tyskerne gerne have fat i Sønderjylland (og dengang også Slesvig-Holstein og Lauenberg). Danmark prøvede at bytte de vestindiske byer i stedet for Sønderjylland, men tyskerne ville ikke have dem.
Derefter, i 1867, kom USA på banen. USA ville gerne købe to af øerne, da de så det som en mulighed for at få en flådebase i Caribien og tilbød Danmark $7,5 mio. for ørerne. Efter en lokal afstemning, hvor 98 % svarede ”ja” til opkøb af USA, gik salget dog ikke igennem. Det amerikanske senat ikke godkendte traktaten, der omhandlede salget. Igen i 1902 tilbød USA Danmark at købe øerne, alle tre, for den ”lille” sum af $5 mio. Traktaten faldt dog endnu en gang, nu i det danske Landsting, fordi den ikke sikrede øernes borgere amerikanske rettigheder.
Ud over at være ejet af Danmark, havde øerne ikke noget tilhørsforhold til Danmark. Man snakkede engelsk, den katolske kirke var dominerende – og hvis man ville have en uddannelse, tog man til USA.
I 1864 så man det første tegn på, at Danmark ikke var interesseret i ejerskab af øerne længere. Efter at have tabt den 2. slesvigske krig, ville tyskerne gerne have fat i Sønderjylland (og dengang også Slesvig-Holstein og Lauenberg). Danmark prøvede at bytte de vestindiske byer i stedet for Sønderjylland, men tyskerne ville ikke have dem.
Derefter, i 1867, kom USA på banen. USA ville gerne købe to af øerne, da de så det som en mulighed for at få en flådebase i Caribien og tilbød Danmark $7,5 mio. for ørerne. Efter en lokal afstemning, hvor 98 % svarede ”ja” til opkøb af USA, gik salget dog ikke igennem. Det amerikanske senat ikke godkendte traktaten, der omhandlede salget. Igen i 1902 tilbød USA Danmark at købe øerne, alle tre, for den ”lille” sum af $5 mio. Traktaten faldt dog endnu en gang, nu i det danske Landsting, fordi den ikke sikrede øernes borgere amerikanske rettigheder.
Da salget endelig gik igennem i 1917, var det et resultat af første verdenskrig. USA frygtede, at øerne kunne, hvis i tyskernes hænder, spille en rolle imod dem. Tyskland var en stor flådemagt, og USA så det derfor som en trussel, hvis Tyskland igennem Danmark fik fat i øerne. På den anden side var Danmark bange for, hvilken betydning øerne og deres strategiske placering kunne få for deres neutralitet.
Udover at salgsbeløbet steg til hele $25 mio., så skulle USA også anerkende fuld dansk suverænitet over hele Grønland – en anden dansk koloni, også i dag[1].
I dag fejres ”Transfer Day” den 31. marts på øerne for at markere salget af øerne til USA.
Udover at salgsbeløbet steg til hele $25 mio., så skulle USA også anerkende fuld dansk suverænitet over hele Grønland – en anden dansk koloni, også i dag[1].
I dag fejres ”Transfer Day” den 31. marts på øerne for at markere salget af øerne til USA.
[1] Schepelern, Ole: ”En bittersød historie”, Udvikling, (red.) Stefan Katic, Danida – Udenrigsministeriet, 2007, s. 28
[2] Schepelern: 2007, s. 28
Billede 1: "Christian X's message to the people of the West Indies, 9th March 1917", The Danish West Indies in Old Pictures, 1967
Billede 2: ”The Dannebrog is lowered, st. Thomas, 31st March 1917”, The Danish West Indies in Old Pictures, 1967
Billede 3: "The Stars and Stripes is hoisted, st. Thomas, 31st March 1917", The Danish West Indies in Old Pictures, 1967