Negeren som en del af naturen: Slaveriet for de sortes egen skyld?
Her vil vi give et eksempel på den italesættelse af negeren, der var med til at retfærdiggøre koloniseringen og slaveriet. Bagefter vil vi give et helt konkret eksempel på hvordan en caribisk plantageejer i et åbent brev, bruger tanken om negeren som undermenneske til at forsvare slaveriet.
I litteraturen:
I 1899 skrev den engelske forfatter Rudyard Kipling sit meget berygtede og omdiskuterede digt ”The White Man’s Burden”. Digtet har skabt så stor diskussion, dels på grund af sit kontroversielle indhold (som vi vender tilbage til), og dels fordi man er meget uenig om hvordan digtet skal læses og fortolkes. Lad os først gennem gå digtet kort:
Digtet handler i korte træk, som antydet af titlen, om det Kipling beskriver som den hvide mands byrde. Byrden består i det ansvar den hvide mand har for at hjælpe undermenneskerne, og det faktum at han kun får ringe tak for sit åg.
Allerede i første vers bliver det klart hvilken holdning digtet har til slaver. Kipling skriver om dem: ”…your new-caught, sullen peoples, Half-devil and Half-child”. De ”ny-indfangede” mennesker anses her som en blanding mellem det onde, djævlen, og det endnu ikke udviklede, barnet. Et uciviliseret og dyrisk væsen, som skal tæmmes, hvilket er den hvide mands pligt, og byrde.
At denne pligt ses som et åg, og ikke en velsignelse, viser Kipling i femte vers: ”Take up the White Man's burden, And reap his old reward: The blame of those ye better, The hate of those ye guard. I følge Kipling er utak altså den eneste løn der gives til den hvide mand, til trods at han forsøger at forbedre undermenneskerne.
Ud over denne grænseoverskridende holdning til mennesker der ikke var europæere, er digtet også meget omdiskuteret, fordi man er uenig om hvordan det skal læses. Mange fremhæver digtet som et klassisk eksempel på britisk imperialisme og koloniherrementalitet. Andre mener i stedet, at digtet skal læses som en satirisk kommentar til netop denne mentalitet, og ikke som et udtryk for Kiplings støtte til den. Men hvor interessant denne diskussion end måtte være, er den sådan set ligegyldig i forhold til hvad vi gerne vil vise. Om Kipling udtrykte en samtidig holdning, eller parodierede den, er jo begge beviser på det samme, nemlig at en sådan holdning eksisterede.
I litteraturen:
I 1899 skrev den engelske forfatter Rudyard Kipling sit meget berygtede og omdiskuterede digt ”The White Man’s Burden”. Digtet har skabt så stor diskussion, dels på grund af sit kontroversielle indhold (som vi vender tilbage til), og dels fordi man er meget uenig om hvordan digtet skal læses og fortolkes. Lad os først gennem gå digtet kort:
Digtet handler i korte træk, som antydet af titlen, om det Kipling beskriver som den hvide mands byrde. Byrden består i det ansvar den hvide mand har for at hjælpe undermenneskerne, og det faktum at han kun får ringe tak for sit åg.
Allerede i første vers bliver det klart hvilken holdning digtet har til slaver. Kipling skriver om dem: ”…your new-caught, sullen peoples, Half-devil and Half-child”. De ”ny-indfangede” mennesker anses her som en blanding mellem det onde, djævlen, og det endnu ikke udviklede, barnet. Et uciviliseret og dyrisk væsen, som skal tæmmes, hvilket er den hvide mands pligt, og byrde.
At denne pligt ses som et åg, og ikke en velsignelse, viser Kipling i femte vers: ”Take up the White Man's burden, And reap his old reward: The blame of those ye better, The hate of those ye guard. I følge Kipling er utak altså den eneste løn der gives til den hvide mand, til trods at han forsøger at forbedre undermenneskerne.
Ud over denne grænseoverskridende holdning til mennesker der ikke var europæere, er digtet også meget omdiskuteret, fordi man er uenig om hvordan det skal læses. Mange fremhæver digtet som et klassisk eksempel på britisk imperialisme og koloniherrementalitet. Andre mener i stedet, at digtet skal læses som en satirisk kommentar til netop denne mentalitet, og ikke som et udtryk for Kiplings støtte til den. Men hvor interessant denne diskussion end måtte være, er den sådan set ligegyldig i forhold til hvad vi gerne vil vise. Om Kipling udtrykte en samtidig holdning, eller parodierede den, er jo begge beviser på det samme, nemlig at en sådan holdning eksisterede.
I billeder:
Som følge af Europas ekspansion ind i Afrika i slutningen af 1700-tallet, opstod der et kulturmøde mellem europæerne og afrikanerne. Da Afrika på dette tidspunkt var langt tilbagestående rent teknologisk i forhold til Europa, så faldt det kolonimagterne naturligt at se ned på disse negroide barbar-individer. En væsentlig grund til denne nedladenhed overfor negeren, var også på grund af deres mangel på kristendom. På dette tidspunkt var kristendom den eneste religion i Europa, og der var ingen som IKKE troede på Gud i Europa. Af denne grund så man negeren som et undermenneske, et dyr – en del af naturen, der endnu ikke var civiliseret eller kristnet. Man kunne derfor legitimere slavehandel på forskellige måder: først og fremmest med idéen som et u-menneske, et dyr, men også gennem en argumentation for at selve slavearbejdet civiliserede afrikanerne og frigjorde dem, gjorde dem til ”mennesker”, ikke lægere ”naturens slaver”.
Ovenstående billede tager også denne position ved at akkompagnere billedet, med de frie, glade negere, med teksten ”Slaver i lænker” - som om negeren først er fri i det civilisatoriske fællesskab og i sin slaveopofrelse for vesten. På billedet fremstilles negrene som dumme undermennesker, der til forveksling ligner dyr – mest af alt aber. I baggrunden står der hvad der ligner en trebenet negerdreng der vifter vildt med armene i en dyrisk rus. Forrest skriger neger-mor med sin brølabe-formede mund.
Ovenstående billede tager også denne position ved at akkompagnere billedet, med de frie, glade negere, med teksten ”Slaver i lænker” - som om negeren først er fri i det civilisatoriske fællesskab og i sin slaveopofrelse for vesten. På billedet fremstilles negrene som dumme undermennesker, der til forveksling ligner dyr – mest af alt aber. I baggrunden står der hvad der ligner en trebenet negerdreng der vifter vildt med armene i en dyrisk rus. Forrest skriger neger-mor med sin brølabe-formede mund.
I virkeligheden:
Med alt dette i mente har vi nu en idé om, hvordan holdningen til sorte slaver kom til udtryk i kunst og litteratur. Men vi vil jo gerne vide noget om, hvordan det kom til udtryk i den virkelige verden. Et godt eksempel herpå, er et åbent brev som en ukendt caribisk plantageejer skrev tilbage i 1789.
Brevet blev skrevet som reaktion på en bølge af modstand mod slaveriet. Op gennem 1700-tallet voksede modviljen mod slaveri støt, og i 1789 var det nået til et punkt, hvor der var opstået en bevægelse der krævede slaveriet afskaffet. Det huede ikke denne plantageejer, og i sit brev forklarer han hvorfor det ville være en stor fejltagelse at afskaffe brugen af sorte slaver:
”The scheme for the abolition of the slave-trade is, in every view of it, absurd and impolitic. (…) The Negroes of Africa, in their native country, are apparently useless in the great scale of human society; they are totally incapable of refinement, arts or sciences. The only way to promote their civilization, to make them serviceable in their generation, and happy in themselves, is to introduce them into a state of activity and industry.”
I dette uddrag fra brevet, ser vi en holdning til de sorte slaver, der minder forbløffende meget om den diskurs Rudyard Kipling havde i ”White Mans Burden”. Den eneste måde vi kan gøre negeren lykkelig, er ved at sætte ham i arbejde uden for hans eget hjemland. Er negeren ikke i arbejde, er han fuldstændig ubrugelig, og ude af stand til at danne nogen form for kultur. Og ligesom i ”White Mans Burden”, dog mere implicit, er det den hvide mands pligt at hjælpe det uciviliserede naturmenneske i den rigtige retning, til dennes eget bedste. Det er et fremragende eksempel på, at man i kolonitiden simpelthen slet ikke opfattede sorte som ligeværdige mennesker, og dermed kunne retfærdiggøre slaveriet.
Brevet blev skrevet som reaktion på en bølge af modstand mod slaveriet. Op gennem 1700-tallet voksede modviljen mod slaveri støt, og i 1789 var det nået til et punkt, hvor der var opstået en bevægelse der krævede slaveriet afskaffet. Det huede ikke denne plantageejer, og i sit brev forklarer han hvorfor det ville være en stor fejltagelse at afskaffe brugen af sorte slaver:
”The scheme for the abolition of the slave-trade is, in every view of it, absurd and impolitic. (…) The Negroes of Africa, in their native country, are apparently useless in the great scale of human society; they are totally incapable of refinement, arts or sciences. The only way to promote their civilization, to make them serviceable in their generation, and happy in themselves, is to introduce them into a state of activity and industry.”
I dette uddrag fra brevet, ser vi en holdning til de sorte slaver, der minder forbløffende meget om den diskurs Rudyard Kipling havde i ”White Mans Burden”. Den eneste måde vi kan gøre negeren lykkelig, er ved at sætte ham i arbejde uden for hans eget hjemland. Er negeren ikke i arbejde, er han fuldstændig ubrugelig, og ude af stand til at danne nogen form for kultur. Og ligesom i ”White Mans Burden”, dog mere implicit, er det den hvide mands pligt at hjælpe det uciviliserede naturmenneske i den rigtige retning, til dennes eget bedste. Det er et fremragende eksempel på, at man i kolonitiden simpelthen slet ikke opfattede sorte som ligeværdige mennesker, og dermed kunne retfærdiggøre slaveriet.