Handel og økonomiske fordele
Trekantshandelen bestod i at europæere tog til Afrika og opkøbte slaver, som de fragtede videre til Amerika. Disse producerede afgrøder, som hernæst blev færdigudviklet og solgt i Europa. Danmarks deltagelse startede i den sidste del af 1600-tallet og toppede i midten af 1700, og omkring år 1670 fik Danmark besiddelser i Vestindien. Danmark opnåede faktisk at blive den 7. største transatlantiske kolonimagt efter England, Portugal, Spanien, Holland, Frankrig og det nuværende USA.
Med støtte fra kronen oprettede de danske handelsmænd anparts-handelskompanier med handelsstationer og forter hvor de handlede. Måden hvorpå danske handelsmænd og andre europæere handlede i Afrika var blandt andet ved at alliere sig med lokale magthavere. Handelsmændene betalte en hvis sum for at få lov til at handle og begge partere tjente derved på handelen, som blandt andet indbefattede menneskehandel. Det skal siges at meget få europæere begav sig ind i landet for selv at erhverve sig slaverne, de blev på deres forter langs den Afrikanske vestkyst.
Som betaling medbragte europæerne våben, alkohol samt europæiske industrivarer, som alle var eksotiske og derfor værdifulde i Afrika. Det er svært at give eksakt beløb, men man regner med at mindst 100.000 sorte slaver blev fragtet over Atlanterhavet på danske skibsfarter.
De vestindiske besiddelser skulle vise sig at resultere i store økonomiske muligheder for kongeriget. Et merkantilistisk ideal italesatte en stor eksport i forhold til kolonimagtens import som en indikator på en stærk stat. Dette medførte at kolonimagterne sikrede monopol på handel med kolonierne, for således at importere råstoffer fra kolonierne og selv færdigproducere dem og eksportere varerne. Handelsmonopolet var således en stor økonomisk fordel for kolonimagten, og det var selvfølgelig også denne metode, som Danmark benyttede i sin samhandel med Vestindien.
På Vestindien blev der dyrket tobak, bomuld, sukker samt andre afgrøder. Især sukker viste sig at være utroligt populært, og i den sidste halvdel af det 1700-tallet bestod over halvdelen af hele Danmarks eksport af sukkerprodukter. Den sidste halvdel af 1700-tallet var speciel fordelagtig for Danmark, da danske handlende udnyttede de andre europæiske landes uenigheder til egen fordel. Mange valgte at benytte sig af dansk transport, da landet holdte sig neutral og lasterne dermed var i sikkerhed.
Mange danske handelsfolk ejede plantager på de vestindiske øer. Nogle bosatte sig på øerne, imens andre igen valgte at leve komfortabelt i Danmark og lade forpagtere tage sig af ideen daglige drift på plantagerne. Deres flotte palæer ses endnu mange steder i og omkring hovedstadsområdet. [1]
[1] Teksten er skrevet på baggrund af teksten: Vollmond, Christian: Danmark og den transatlantiske slavehandel , 2006, Danmark
Med støtte fra kronen oprettede de danske handelsmænd anparts-handelskompanier med handelsstationer og forter hvor de handlede. Måden hvorpå danske handelsmænd og andre europæere handlede i Afrika var blandt andet ved at alliere sig med lokale magthavere. Handelsmændene betalte en hvis sum for at få lov til at handle og begge partere tjente derved på handelen, som blandt andet indbefattede menneskehandel. Det skal siges at meget få europæere begav sig ind i landet for selv at erhverve sig slaverne, de blev på deres forter langs den Afrikanske vestkyst.
Som betaling medbragte europæerne våben, alkohol samt europæiske industrivarer, som alle var eksotiske og derfor værdifulde i Afrika. Det er svært at give eksakt beløb, men man regner med at mindst 100.000 sorte slaver blev fragtet over Atlanterhavet på danske skibsfarter.
De vestindiske besiddelser skulle vise sig at resultere i store økonomiske muligheder for kongeriget. Et merkantilistisk ideal italesatte en stor eksport i forhold til kolonimagtens import som en indikator på en stærk stat. Dette medførte at kolonimagterne sikrede monopol på handel med kolonierne, for således at importere råstoffer fra kolonierne og selv færdigproducere dem og eksportere varerne. Handelsmonopolet var således en stor økonomisk fordel for kolonimagten, og det var selvfølgelig også denne metode, som Danmark benyttede i sin samhandel med Vestindien.
På Vestindien blev der dyrket tobak, bomuld, sukker samt andre afgrøder. Især sukker viste sig at være utroligt populært, og i den sidste halvdel af det 1700-tallet bestod over halvdelen af hele Danmarks eksport af sukkerprodukter. Den sidste halvdel af 1700-tallet var speciel fordelagtig for Danmark, da danske handlende udnyttede de andre europæiske landes uenigheder til egen fordel. Mange valgte at benytte sig af dansk transport, da landet holdte sig neutral og lasterne dermed var i sikkerhed.
Mange danske handelsfolk ejede plantager på de vestindiske øer. Nogle bosatte sig på øerne, imens andre igen valgte at leve komfortabelt i Danmark og lade forpagtere tage sig af ideen daglige drift på plantagerne. Deres flotte palæer ses endnu mange steder i og omkring hovedstadsområdet. [1]
[1] Teksten er skrevet på baggrund af teksten: Vollmond, Christian: Danmark og den transatlantiske slavehandel , 2006, Danmark