Click to set custom HTML
Hvem, hvor og hvordan?
Slaverne i dansk Vestindien var fortrinsvis blevet sejlet til øerne fra Afrika og især fra Guldkysten. Handlen med slaver mellem Afrika og Caribien var en del af den såkaldte trekantshandel (se evt. afsnit herom)og fortsatte indtil 1848, da slaveriet på øerne blev ophævet. At netop afrikanske slaver fortrinsvis blev benyttet var ikke noget tilfælde. De viste sig nemlig hurtigt at være langt mere effektive end de lokale og de danske straffefanger, man som udgangspunkt havde forsøgt sig med. Den lange transport, det krævede at få slaverne til kolonierne, var dog et problem. Slaverne blev opbevaret i indelukkede rum under dæk stuvet meget tæt sammen. Den dårlige luftcirkulation kombineret med et stort antal mennesker på meget lidt plads gjorde, at sygdomme hurtigt spredte sig blandt slaverne, og mange slaver døde undervejs mellem Afrika og Vestindien. En britisk skibsdoktor har beskrevet forholdene på et slaveskib, han arbejde på sådan her; "When the sea was rough and the rain heavy, it became necessary to close the air vents. Fresh air being thus excluded, the Negroes' storage area grew intolerably hot. The confined air, rendered noxious by the effluvia exhaled from their bodies and by being repeatedly breathed, soon produced fevers and fluxes which generally carried off great numbers of them...”[1] Transport af slaver var altså langt fra uden risiko og omkostninger.
For de slaver, der klarede turen, var strabadserne dog ikke slut endnu. Plantageejerne forsøgte at sørge for, at slaver, der var i familie, kom fra samme stamme eller på anden måde havde en tilknytning til hinanden, ved ankomsten blev adskilt fra hinanden og fordelt på forskellige plantager. Formålet hermed var at sørge for, at slaverne ikke blev fastholdt i deres gamle fællesskab, men at de hurtigt blev integreret i den rolle, de skulle spille på plantagen. At være ny slave, busal, på plantagerne betød dog ikke, at man nødvendigvis var ensom. De øvrige slaver på plantagerne var gode til at tage sig af busalerne og sørge for at integrere dem i livet på plantagen, såvel praktisk som socialt. En slave, der havde været på plantagen i længere tid, tog sig af en nyankommen og hjalp både med at lære busalen arbejdet og med at integrere slaven i sin sociale gruppe i et system, der mindede om forholdene i de stammer i Vestafrika, hvor slaverne kom fra.
Slaverne på plantagerne var opdelt i forskellige grupper alt efter deres funktion. Der var ”neger eliten” som bestod af de ledende slaver, altså slaver der sørgede for at de resterende slaver overholdte deres arbejdsopgaver. Af disse var der ca. 1-2 ledende slaver inden for hver kategori. Kategorierne bestod af ledende husholdere, bødker, pottemager, murer, kokke, tømre, opsynsmand, muldyrsmænd og mange flere. De ledende slaver var dem der var mest anerkendte. De skulle være dem, der var mest veltrænede og mest erfarende indenfor deres område. De skulle også helst have en speciel alder, ca. I starten af trediverne så de hverken var for udkørt eller for uerfaren. Man kunne nå et ledende job hvis man viste et talent inden for det område man var i og derved blev opdaget af plantageejerne der så kunne ”forfremme” en[2]. Udover de Ledende Slaver var der underkategorierne der bestod af ”Negre med specielt arbejde” også kaldet ”Husslaverne”, ”Markslaver” og ”uproduktive slaver”.
”Husslaverne” var slaver der stod for alt det huslige arbejde. Heriblandt var der vaskekoner, tjenestedrenge, sygeplejersker, tømre, kokke, pottemagere og mange andre der havde med husets vedligeholdelse at gøre. At være husslave var sammen med det at være ledende slave et af de mere eftertragtede positioner, hvor der også her kun var få udvalgte slaver til at udføre arbejdet. Disse slaver skulle ikke kun sørge for husets vedligeholdelse og opvartning af de hvide plantageejere, det var også påkrævet af dem at de holdte sig selv rene, at de viste hengivenhed overfor deres ejere og at de altid var til stede hvis der skulle blive behov for dem.
”Markslaverne” derimod var de slaver der var flest af. Markslaverne var opdelt i forskellige arbejdshold, derudover var der som regel hold der havde forskellige opgaver, blandt andet et lugehold, vagabondhold og et kvæghold. Markslaverne måtte helst ikke straffes da de skulle være i stand til at arbejde fyldestgørende.
Tilslut var der de ”uproduktive slaver” dette bestod af børn, børnepassere, kvinder med børn, invalide, gamle og opsynsmænd. [3] Disse uproduktive slaver fik til opgave at lave det mindst fysisk hårde arbejde så som at luge, udsprede gødning og at rense græsarealer.
[1] Paiewonsky, Isidor: Eyewitness Accounts of Slavery in the Danish West Indies, http://www.learntoquestion.com/resources/database/archives/000817.html, senest set tirsdag 11/5 2011
[2] ”Den Atlantiske slavehandel og England” af Jens Frese side 25. Kilde The Jamaica Planters’ Guide. 1823 af Thomas Roughley.
[3] ”Den Atlantiske slavehandel og England” af Jens Frese side 23. Kilde ”worthy Parks slavebestand 1793”
For de slaver, der klarede turen, var strabadserne dog ikke slut endnu. Plantageejerne forsøgte at sørge for, at slaver, der var i familie, kom fra samme stamme eller på anden måde havde en tilknytning til hinanden, ved ankomsten blev adskilt fra hinanden og fordelt på forskellige plantager. Formålet hermed var at sørge for, at slaverne ikke blev fastholdt i deres gamle fællesskab, men at de hurtigt blev integreret i den rolle, de skulle spille på plantagen. At være ny slave, busal, på plantagerne betød dog ikke, at man nødvendigvis var ensom. De øvrige slaver på plantagerne var gode til at tage sig af busalerne og sørge for at integrere dem i livet på plantagen, såvel praktisk som socialt. En slave, der havde været på plantagen i længere tid, tog sig af en nyankommen og hjalp både med at lære busalen arbejdet og med at integrere slaven i sin sociale gruppe i et system, der mindede om forholdene i de stammer i Vestafrika, hvor slaverne kom fra.
Slaverne på plantagerne var opdelt i forskellige grupper alt efter deres funktion. Der var ”neger eliten” som bestod af de ledende slaver, altså slaver der sørgede for at de resterende slaver overholdte deres arbejdsopgaver. Af disse var der ca. 1-2 ledende slaver inden for hver kategori. Kategorierne bestod af ledende husholdere, bødker, pottemager, murer, kokke, tømre, opsynsmand, muldyrsmænd og mange flere. De ledende slaver var dem der var mest anerkendte. De skulle være dem, der var mest veltrænede og mest erfarende indenfor deres område. De skulle også helst have en speciel alder, ca. I starten af trediverne så de hverken var for udkørt eller for uerfaren. Man kunne nå et ledende job hvis man viste et talent inden for det område man var i og derved blev opdaget af plantageejerne der så kunne ”forfremme” en[2]. Udover de Ledende Slaver var der underkategorierne der bestod af ”Negre med specielt arbejde” også kaldet ”Husslaverne”, ”Markslaver” og ”uproduktive slaver”.
”Husslaverne” var slaver der stod for alt det huslige arbejde. Heriblandt var der vaskekoner, tjenestedrenge, sygeplejersker, tømre, kokke, pottemagere og mange andre der havde med husets vedligeholdelse at gøre. At være husslave var sammen med det at være ledende slave et af de mere eftertragtede positioner, hvor der også her kun var få udvalgte slaver til at udføre arbejdet. Disse slaver skulle ikke kun sørge for husets vedligeholdelse og opvartning af de hvide plantageejere, det var også påkrævet af dem at de holdte sig selv rene, at de viste hengivenhed overfor deres ejere og at de altid var til stede hvis der skulle blive behov for dem.
”Markslaverne” derimod var de slaver der var flest af. Markslaverne var opdelt i forskellige arbejdshold, derudover var der som regel hold der havde forskellige opgaver, blandt andet et lugehold, vagabondhold og et kvæghold. Markslaverne måtte helst ikke straffes da de skulle være i stand til at arbejde fyldestgørende.
Tilslut var der de ”uproduktive slaver” dette bestod af børn, børnepassere, kvinder med børn, invalide, gamle og opsynsmænd. [3] Disse uproduktive slaver fik til opgave at lave det mindst fysisk hårde arbejde så som at luge, udsprede gødning og at rense græsarealer.
[1] Paiewonsky, Isidor: Eyewitness Accounts of Slavery in the Danish West Indies, http://www.learntoquestion.com/resources/database/archives/000817.html, senest set tirsdag 11/5 2011
[2] ”Den Atlantiske slavehandel og England” af Jens Frese side 25. Kilde The Jamaica Planters’ Guide. 1823 af Thomas Roughley.
[3] ”Den Atlantiske slavehandel og England” af Jens Frese side 23. Kilde ”worthy Parks slavebestand 1793”